Pia

Et af Netværksgruppens formål er at belyse den voldelige struktur i prostitution. Derfor har en række af medlemmerne besvaret nedenstående spørgsmål, blandt andet for at dokumentere volden i prostitution.

1) Alder og navn:

Pia, 54 år

2) Hvor længe var du i prostitution? (Hvor gammel var du, da du startede/sluttede?)

Jeg har været i prostitution over flere gange. Det startede dog, da jeg havde en mand der synes det var en god ide, at starte ud med, at sælge S/m sex til kunder. Jeg sluttede endeligt ved årsskiftet til 2007.

3) Hvilken slags prostitution har du erfaring med?

Jeg har erfaring med S/m, privat/diskret samt bordel.

4) Hvordan synes du, at medierne fremstiller prostitution? Er det i tråd med dine erfaringer?

Jeg forstår slet ikke mediernes fremstilling overhovedet. Den virker meget ensidig og med ”lykkelige luder”, som omdrejningspunkt for deres historier. Det at man kan være skadet på liv og sjæl er ligesom ikke en side der bliver fortalt om ej heller, hvor hjælpen er at finde hvis man har brug for den. Den lykkelige luder tror jeg ikke på eksisterer. Jeg tænker ofte dette begreb, må være et reklamestunt for, hvor kunder skal gå hen når kvinder eksponerer sig selv i pressen.

5) Tilhængere af prostitution kalder det sexarbejde og mener, at flere rettigheder og fuld legalisering vil skabe et mere trygt miljø. Er du enig i det?

Jeg er slet ikke enig i det. Jeg ser tværtimod faresignaler i dette, da det bliver mere svært for kvinderne at nå den hjælp de har brug for. Arbejde bliver det aldrig nogensinde. Hvis det legalt kunne kaldes arbejde, ville det med høj sandsynlighed blive lukket ned af arbejdstilsynet øjeblikkeligt.

6) Har du oplevet vold og/eller seksuelle overgreb, før du gik ind i prostitution?

Jeg er vokset op i en dysfunktionel familie (ikke kun mor og far), men en hel familie i flere generationer. Alkoholforbruget var massivt og der var seksuelle overgreb mod familiens børn imellem. Min mor var alvorligt syg med diagnosen Maniodepressiv. Min stedfar forgreb sig på mig men også andre familiemedlemmers børn, samt de voksne havde sex med hinanden på kryds og tværs, hvilket der ind imellem også kom børn ud af. Da jeg var helt lille var det ikke unormalt, at jeg sad under bordet på et værtshus og drak Cocio. Nej, jeg kan ikke fordrage Cocio i dag.

7) Oplevede du vold og/eller seksuelle overgreb som prostitueret?

Jeg oplevede vold tæt på og ofte. Det kunne være psykisk vold med fornedrelse af min person, men det var også vold i fysisk forstand, hvor jeg blev slået lidt som meget og ikke mindst seksuelle overgreb, som i værste fald var voldtægt. Voldtægt vaginalt som analt og nogle gange også med genstande.

8) Har du haft fysiske/psykiske følger af din tid i prostitution – i så fald hvilke?

Jeg har haft massive fysiske/psykiske følger af livet i prostitution. Jeg er diagnosticeret med PTSD og er i daglig medicinsk behandling. For et par år siden forsøgte jeg at begå selvmord på grund af de psykiske skader efter prostitution. Jeg led meget af angst og mindreværd. De fysiske skader er også til stede, såsom smerter i led, ofte hovedpine, underlivsproblemer (smerter) m.m.

9) Synes du, det er svært at stå frem og deltage i den offentlige debat, og i så fald hvorfor?

Jeg blev meget overrasket første gang jeg stod frem i den offentlige debat. Jeg følte det nærmest som et voldsomt angreb mod min person og jeg gik personligt ned psykisk på det. Det var som om det budskab blev overdøvet af SIO m.fl. Hold op det var en hård periode at komme igennem. Jeg blev slet ikke respekteret som menneske. Fremmede mennesker sendte voldsomt grimme mails til mig og min telefon ringede i et væk (læs telefonchikane). Jeg vil nu alligevel ikke lade mig kue, men har da siden taget mine forholdsregler i forhold til at stå frem offentligt.

10) Hvad tror du er bedst i forbindelse med prostitution, fuld legalisering (ophævelse af rufferiparagraffen og anerkendelse af prostitution som erhverv) eller kriminalisering af køberne?

Det er ikke et valg for mit vedkommende. Der er kun en vej frem, hvilket en del andre lande også har fundet ud af og det er et forbud mod køb af sex. Vi bliver nødt til at tage stilling til, at det ikke er ok at købe sex. Nej, prostitution forsvinder ikke, men efterspørgslen vil blive mindre og derfor bliver udbuddet også mindre og ud af det får vi færre mennesker med livslange gener fysisk og psykisk efter prostitution.